Turen går til Møn

Lørdag eftermiddag skal TOF’s Herresenior-afdeling finde Politikens gode gamle rejseguide frem og slå op under: ‘Turen går til Møn’.
Såvel 1. som 2. hold skal til den dejlige ø og spille mod henholdsvis Østmøn og Møn FC.

1. holdet åbner ballet allerede kl. 13.30 på Hjertebjerg Stadion mod de blå- og rødstribede drenge fra Østmøn. TOF skal bruge de 3 point for at konsolidere sin forholdsvis sikre 2.plads, som giver oprykning til næste sæsons serie 3-række.
Østmøn derimod kæmper en benhård kamp i bunden af rækken og har i den grad brug for point efter Hellested IF’s overraskende sejr torsdag aften mod det ellers så suveræne førerhold fra Faxe Ladeplads.


TOF 2. hold skal optræde på Møn Stadion mod Møns FC kl. 15.30 i serie 5. Træner Henrik Chapper har efter hårdt arbejde skrabet et slagkraftigt mandskab på benene og skal forsøge at få vendt skuden efter et par skuffende kampe. Det lugter af 3 point til TOF.

Vi opfordrer naturligvis alle – store som små – til at tage familien på nakken og drage en tur afsted til Møn og støtte TOF’s hold.